Præstens bryllupstale

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.

Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.

Og det kan såres, og det kan segne,
og det kan glemme og glemme tit,
men glemmer aldrig – at det er dit.

Tag mit hjerte, det er det to elskende ordløst siger til hinanden. Det er præcis så enkelt og skrøbeligt som Tove Ditlevsen skriver det i sit digt. Værsgo’ her har du det dyrebareste jeg ejer, min kærlighed. Pas nu godt på den.

I dag svarer I, Mette og Morten, på bønnen om at tage vare på den andens hjerte. I svarer “ja”.

“Ja”, det er ikke et ord båret af lange udredninger og dybe forklaringer. Det er ingen abstrakt filosofi. Det er bare et lille, ydmygt, næsten undseeligt ord.
Det er hverken svært at sige eller forstå. Og ikke desto mindre kan man bygge en tilværelse på det.

Jeres “Ja” har klang af overskud. Med det vælger I til, ikke fra. I vælger glæden, alvoren og fællesskabet. Og med det siger I det højt, som I og alle her allerede godt ved – nemlig at I to hører sammen. Men I siger det højt, fordi det, man godt ved, skal gentages, og fordi der er en styrke forbundet med at sige noget højt, så alle kan høre det. At træde frem og tilkendegive hvem man er, hvad man vil og håber på.

Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit

Det er enkelt, og samtidig så skrøbeligt. Også derfor skal det siges højt, når to vælger, at vil dele livet sammen, for at vi bliver holdt fast på, hvad det er der gælder.

Et “ja”, der lyder under Guds åbne himmel, får tyngde. Det forbinder sig med drømme og håb, der rækker ind i fremtiden. Det er et “ja” til, at man vil hinanden ikke bare i dag, men også i de dage der kommer. På den måde er det ikke bare et højtideligt indslag midt i hverdagenes strøm, men et udgangspunkt at bevæge sig videre fra. Det er et udgangspunkt for et samliv. Og i virkeligheden er det det eneste udgangspunkt, der gives, for hvad andet kan vi svare på livets kald end med et “ja”.

Kristentroen formulerer det sådan her i Johannesevangeliet:

“Som Faderen har elsket mig, har også jeg elsket jer; bliv i min kærlighed.
Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt min faders bud og bliver i hans kærlighed.
Sådan har jeg talt til jer, for at min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen.
Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.”

Livet kræver; af os: at vi elsker hinanden. Men det er også rigeligt. Det giver nemlig rigeligt med glæder, ansvar, bekymringer og kamp. Det er skrøbeligt, for alt hvad der skønt og smukt kan mistes eller visne. Det kræver, at vi tager godt vare på det. At vi passer på hinandens kærlighed, som bar vi et lille barn på armen.

Det er et under, når to finder sammen. Og det bliver ikke mindre underfuldt, når begge endda er klædt ud. Tænk at det er muligt mellem uendeligt mange andre, at finde en særlig anden. En der synes at genkende, den man er. En der deler ens drømme for fremtiden, og som man kan falde på plads i tilværelsen sammen med.

Det virker som om, at I hurtigt blev klar over, at I hørte sammen. Og man forstår det godt, når man hører og ser denne fælles åbenhed over for livet — lysten til at opleve og dele. Man forstår det godt, når man ser hvordan jeres personligheders forskelle tilsammen synes at danne et hele. Den ene er initiativrig. Den anden lader sig gerne rive med. Der bliver sat i system og med stor fornøjelse streget ud på lister. Når I fortæller, fortæller I ikke kun om jer selv. I fortæller også om den større flok, som to der gerne vil det større fællesskab med vennerne og familien.

Der vil komme kampe. Og der vil blive rigelig lejlighed til at prøve de faglige færdigheder af på parforholdet også. Nemlig det at få to systemer til at kommunikere. Selvfølgelig vil I blive prøvet —for det er en del af det at være to, at man skal finde ud af det sammen, også når man vil noget forskelligt, og når man pludselig i situationer eller øjeblikke ikke rigtig kan genkende den anden. Men fra i dag er jeres fælles udgangspunkt et “ja”.
“Ja, jeg vil tage vare på din kærlighed”.
Og det “ja” skal i gentage. I skal gentage det midt i hverdagen, midt i kampen, midt i opgaverne og hvor I end bevæger jer hen.

Kære Mette og Morten, nu er tiden så snart kommet for jeres “Ja” til hinanden. Måske hvis vi hører godt efter, vil vi også kunne høre Guds “ja”. Det ligger der nemlig underneden og fortæller os i dag og alle dage, at vi holdt af, og at Gud bærer med på vores liv.
Amen